Jeg sidder i dag og blogger fordi jeg missede et morgentog til Vejle.
Det var meningen at jeg skulle have set Vejle – Skjold spille i den danske 1. division.
En totalt ligegyldig fodboldkamp, da Vejle ikke kan undgå at rykke op i Superligaen, og da Skjold ikke kan undgå at rykke ned i 2. division, men hvorfor så tager derover?
Jeg elsker fodbold. (jeg lader lige det stå alene)
Jeg plejer at have sæsonkort til Brøndby IFs kampe, og stå på FAXE Nedre, men jeg ved ikke helt om jeg skal have et sæsonkort i år.
Årsagen til det er, at jeg til den sidste kamp jeg var inde og se – som var mellem Brøndby og København i Idrætsparken d. 30. april – begyndte at tænke over, at der var meget lidt i den måde jeg gik til fodbold på, jeg kunne forlige med Gud.
Jeg gik til fodbold med et had til modstanderholdet, og skræmmende nok ikke et ønske om fairplay. Jeg gik til fodbold for at være sammen med med drengene, og til de store kampe, for at fyre den af.
I det sidste halvår af sæson 2005/2006 begyndte jeg at gå mindre og mindre til fodbold, fordi kampene lå oveni andre arrangementer jeg hellere vil gå til. Selvom jeg havde sæsonkort tror jeg kun jeg har set syv kampe i foråret (indberegnet hjemme tv-kampe).
I efteråret havde det være forrykt!
Jeg må erkende at min længsel var den spontane glæde ved scoringen af et mål, og den store kontrast til et mål scoret af modstander holdet. Disse to modpoler delte alle i ganske få sekunder.
Det er en barneglæde som jeg – som kristen – ville ønske jeg kunne finde i et kristent fællesskab.
Tænk engang et sådant glædesbrøl når en kammerat er kommet til tro, som når Kim Daugaard helt flugter en returbold og score et udligende mål til 2-2 i pokalfinalen mod FC Midtjylland kort før fuldtid, i år 2005 (Brøndby vandt forresten pokalfinalen 3-2).
Eller den tydelige ægte sorg og smerte man føler når en nær ven vælger Gud fra, som når man ser Brøndby knække fuldstændigt sammen mod Esbjerg og tabe 6-1.
Det er som om mine (og nok også andres) følelser ikke er investeret de rigtige steder.
For at hoppe tilbage til d. 30. april i Parken, så begyndte jeg at tænke over disse ting i 2. halvleg af kampen, som endte 0-0, og Brøndby tabte dermed mesterskabet. Kampen endte dog lidt anderledes for mig, for jeg blev anholdt for hærværk – da jeg brækkede et sæde i omkring starten af 2. halvleg.
Jeg kan ikke lade vær med at tænke på om det ikke er Gud der prøver at sige noget til mig. Måske ikke lige at jeg skal droppe fodbold, men at jeg skal invistere mine følelser anderledes.
For som en klog mand sagde engang:
“For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være.”
Jesus – Matt. 6,21
Jeg ville egentlig have blogget om BK Stefan der er et kristent fodbold, men der kan man se hvor man havner. Forresten skulle jeg til Vejle for at se fodbold fordi nogle drenge i Kbh. og i Vejle havde inviteret mig.
- Christian
