For noget tid siden tænkte jeg over det her tillægsord: bibeltro, og jeg havde efterfølgende en masse samtaler med folk om hvad de opfattede, og mente ved at betegne sig selv som bibeltro.
Uden at have slået ordet ‘bibeltro’ op i en ordbog, vil jeg mene at ordet i kort form betyder at man er tro mod Bibelen, og dens evanglium. Ud af dette vil jeg have intet problem med at kalde mig selv for bibeltro, da jeg selv har et ønske om at være tro mod Bibelen og evangeliet (om så det ‘at være tro mod Bibelen’ skal forstås i en bogstavelig eller budskabs forstand vil jeg ikke blande mig i her).
…men på den anden side har jeg et problem med dette ord – bibeltro.
Problemet – som jeg ser det – er ikke ordets specifikke betydning. Altså at man er tro mod Bibelen, men derimod brugen af ordet, og den kontekst ordet bliver brugt i.
Jeg er gentagne gange stødt på mennesker der kalder sig selv for bibeltro kristne, og/eller rangere andre kristne brødre og søstre efter om de er ‘bibeltro’ eller ej.
Umiddelbart ville jeg sige at være bibeltro, og kristen, er det samme, men ved denne dobbelt brug af begrebbet indikere man mindst to ting.
For det første at man er kristen – tror på Jesus Kristus som Guds søn og alt det. Så langt så godt, men som jeg opfatter det, kommer man også noget klundet til at antyde at man selv kender Bibelens sande teologi, og underforstået at ingen andre kan have ret i deres forståelse af Bibelen.
Udover at man derved er arrogant overfor andre kristne, er det en ringeagt af Gud – som jeg ser det. Gud har skabt universet, hvilket indbefatter dig og mig. Netop fordi Gud har skabt mennesket, og er større end mennesker, kan vi ikke forstå hele Guds væsen, Hans almagt og af og til heller ikke Hans formål. Gud siger selv i Esajas 55 v. 8-9:
“For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren; for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer.”
Jeg forstår dette citat fra Esajas bog i Bibelen, som at vi – mennesker – på ingen måde kan regne Gud ud, og at vi altid vil være oceaner af skridt bag hans alviden. Det kan meget vel være at du forstår noget helt andet ud fra dette citat, men er vi ikke stadig kristne bødre og søstre, og vil vi ikke begge to hævde at være tro mod Bibelen – bibeltro?
Ved at sige at vi har fundet den helt sande teologi, siger vi at vi har luret Gud, og derved har forstået alt hvad Gud vil sige til os i Bibelen. Jeg vil påstå at vi derved uheldigt sætter os selv lige med Gud, og det er vel ikke det man vil sige…
For at sige dette på en anden måde så sætter vi lerret (os mennesker) på pottemagerens (Guds) plads. Vi ophøjer os selv, i stedet for at erkende at vi pga. denne faldne verden er splittet i teologi, men stadig er vi ét i Kristus!
Til et sidespring – så føler jeg at det er dybt dobbelt moralsk at man indenfor en trosretning der er bygget op om gæstfrihed, kærlighed, respekt, medfølelse, hjælpsomhed og åbenhed (for ikke at sige Jesus), mundhugges på tværs af det kirkelige landskab på baggrund af tolkningsmæssige forskellighed. Burde vi ikke være det gode eksempel og støtte hinanden, frem for at skabe skyttegrave? Vi er alle ét i Kristus!
At mene man kender Bibelens sande teologi, mener jeg afspejler en usund teologisk tankegang.
Jeg mener vi bør acceptere andres tolkning af de enkelte bibelvers, Bibelens budskab og Jesu lære ind i samtiden, også selvom vi opfatter tingene anderledes.
Dette ord har i kraft af dets brug fået en vis arrogant klang i mine øre.
Nu er dette karikeret, men jeg har hørt folk antyde noget i retning af: “Vi ved alt om Gud og hans tanker, derfor er vi bibeltro kristne, men dem derovre er blot kristne. Godt nok tror de på Jesus, men I skal ikke lytte til dem for så går det galt!”
Jeg har stødt på mennesker der er bevidste om at det kun er Gud der ved hvor vi står i forhold til Ham, og hvordan vores liv kommer til at være efter dette. Og at vi ikke kan tillade os at kalde andre mennesker for ikke- eller ukristne, men i stedet bruger ordet: bibeltro, for at definere andres rettro, i forhold til ens egen teologiske overbevisning. I denne sammenhæng er ‘bibeltro’ blevet et hul i loven, og vi kan derfor nu afgøre om ham præsten er “rettroende/bibeltro/kristen” eller ej, og om han har de “rigtige” ting på hjertet… (jeg siger ikke at, der ikke findes præster vis forhold til Gud kan være svært at få øje på, men jeg kan umuligt sætte navn på dem, endsige tillade mig at udstille dem).
Jeg er kommet frem til; ved at sige man er bibeltro siger man faktisk mere om, hvordan man opfatter alle de andre kristne brødre og søstre, end om sit eget forhold til Bibelen. Det man formentlig ønsker at ytre er hvilken teologi man selv har, men… det er bare ikke det man siger.
“Alle de andre” i det kirkelige landskab vil jo ligeledes hævde at de er bibeltro, fordi de bygger deres tro på evangeliet, på trods af at “de” forstår passager i Bibelen anderledes end “os”.
Så jeg vil som så mange andre ligge op til at man afskaffer ordet bibeltro, og i stedet bruger ordet kristen… men så igen er det ord blevet forbundet med en masse knap så fed omtale, så måske vil jeg ikke engang kalde mig for “kristen”, men måske mere noget i retning af “efterfølger af Jesus Kristus” eller noget i den dur… uha, den snak må jeg vist tage op senere.
Guds velsignelse
- Christian
