Dagen i dag har budt på stabsmøde i Københavns Frimenighed, møde om Emerging Church og filmen Da Vinci Mysteriet. Richard Passmore fortalte engang på et SALT-kursus i Oslo, at så snart man nævnte Emerging Church på sin blog, ville mange flere – dagligt – clicke fordi. Til alle jer: Velkommen, men I finder desværre intet nyt her!
Dog vil jeg forsøge at opsummere vores snak. Selve ordet; “emerging” bliver meget lidt brugt af egentlige Emerging Churches, men i langt højere grad af emerging-kritikkere. Emerging Church er ikke en bevægelse, men en samtale. Samtalen drejer sig om at gøre kirken til noget større end blot søndagsgudstjenesten. Det er en redefinering af kirken, hvor man arbejder hen imod at være kirke på en ny måde – en fremtidig måde. En måde der giver mening – man kunne fristes til at sige en ægte måde. Flere af mine bekendte er med i Emerging-samtalen, dog uden at kende ordet; “emerging”. For dem er det en “mavefornemmelse” der så småt er begyndt at tage form flere steder i København. De fleste af dem samles i diverse ungdomsfællesskaber og til events, og der igennem skærer de simpelthen kirken fra, fordi: “den er kedelig, og taler et andet sprog.”
Emerging Church er – som jeg ser det – primært opstået som en funktion af en opfattelse af at kirken lever med det moderne verdenssyn, mens samfundet lever med det post-moderne verdenssyn. Kirken er altså en tidsalder bagefter. Det post-moderne verdenssyn møder vi oftest i den vestlige verden, mens man bl.a. i Afrika operere med begrebet post-kolonial, der på mange måder minder om post-moderne, uden at være det.
Emerging-tanken er slet ikke ny, men har ulmet længe, og har mange afskygninger – verden og landet over. Jeg snakkede bl.a. med Ole Skjerbæk, der fortalte at man i I Mesterens Lys bl.a. forsøgte at skabe et helligt rum, hvor det ikke er forventet – så at sige møde ikke-kristne hvor ikke-kristne er… netop ikke til gudstjeneste.
Der er udarbejdet ni generelle kendetegn for Emerging Churches (for kendetegn: se nedenfor), men som jeg ser det er der ét generelt træk. Og det er en forståelse af at man er i proces – som menighed, og som enkeltperson igennem discipelskab. I Københavns Frimenighed – herunder NEXT – bruger man heller ikke ordet; “emerging”, men man har gang i snakken. NEXT er et nyt ungdomsfællesskab der er kirke hele ugen, og ikke kun søndag formiddag. Man er kirke og efterfølger af Jesus i hjemmet, på arbejde, med vennerne og til gudstjenste.
I søndags var der NEXTgudstjeneste, der på mange måder er forskellig fra en traditionel højkirkelig gudstjeneste. Man havde valgt at tilføje traditionelle elementer, så som kirkebøn. Denne kirkebøn blev der taget tid til at bede og der bliver over flere gange reflekteret over bønnen – den blev ikke blot læst op (det oplever jeg flere kirker har en tendens til). Det er et træk jeg har ventet længe på, og jeg tror dette eksempel, er kendetegnende for hvordan redefineringen af kirken kommer til at se ud. Man søger indholdet og essensen i kirkens liturgi, traditioner og historie, for at få svar på hvorfor vi gør som vi gør under gudstjenesten – og om det er noget vi skal fortsætte med. Alt imens bør vi holde sig for øje at NEXT ikke havner som en MacDonalds look-a-like, med lignende pap-serviceydelser og intet indhold. Vi ønsker at tjene, ligesom Gud tjener. Vi ønsker at elske, ligesom Gud elsker.
De ni kendetegn er udarbejdet af Gibbs og Bolger (2005), og er som følger:
- Vægtlægning på identifikation med Jesu liv
- Transformation af sekulært rum
- Stor vægtlægning på fælles liv
- Åben modtagelse af den fremmede
- Tjeneste for andre med gavmildhed
- Deltage som medvirkende
- Skabende udfoldelse
- Ledelse – en sag for hele fællesskabet
- Sammenhæng mellem klassiske og samtidige spirituelleformer
Nogle af Emerging Churchs farer er narcissisme, hovmod og traditionsløshed. Som menighed er det derfor desto vigtigere at bede om ydmyghed i formuleringen og skabelsen af en kirke på den nye måde.
- Christian
