_Lås på livet?

For ikke længe siden bloggede jeg om hvordan man kan være ansvarlig som forbruger (post#1 og post#2). Hvis der findes en løsning er den ikke simpel, og heller ikke billig, men med dette indlæg ønsker jeg blot at gøre et forsøg. Hvem ved, måske kommer der såden én på markedet:

For mig at se er ansvarlighed en ren og skær pligt, når dårlige arbejdsvilkår, miljøforurening og des lige tilsidesættes for en større bruttoavance. Og ikke nok med det, bør vi være ansvarlig for om (og i så fald, hvor meget) vi skal forbruge. Weekendreklamerne diktere, at vi skal købe flere varer for færre penge således, at behovet for den tilbudte varer bliver nedprioriteret i forhold til det reelle ønske om at have mere.

_meditation gennem byen

En uge er gået uden min ellers så trofaste og elskede DBS-cykel. Forhjulet punkterede i forbindelse med en skøjtetur på Kongens Nytorv i onsdags, og ved samme lejlighed følte jeg for to stk. nye dæk. Cykelen er arvet af min farfar, så det siger lidt om den alder, og hvor møre de originale dæk var – men stadig trofaste.

Den sidste uge har jeg tilbragt uendelige mængder af tid på at tage med at gå, vente og tage offentlig transport. Hvad gør man så? Man slår tiden ihjel, og det gjorde jeg så… med Gud.

Jeg satte noget Sigur Ros i ørene, lukkede øjnene og bad. Det skete at jeg åbnede øjnene og bad for de mennesker der gik, hang og ventede omkring mig. For mig virker det, og jeg kan faktisk meget bedre lide at sidde på en bænk på Nørreport station – under jorden, med togene susende hvert 2. minut og den pulserende menneske vrimmel der ustandsligt skifter udseende og udtryk – end et tavst lokale kun iklædt stearinlys og et udpint kors.

For mig kalder denne oplevelse til ikke at forstå bøn som noget der bogstavligt skal klemmes ind i “sit kammer”, men i højere grad søges i stilhed og ydmyghed blandt mennesker.

- Christian