Refleksioner fra en munk

I dette semester på SALT beskæftiger jeg mig med etik, og spørgsmål omkring hvad der er kristen etik og hvad der er etik generelt, samt om der er en forskel mellem de to, og i så fald hvori disse består. Det er klart at man i et semester ikke kan tage alt op, men jeg fandt som bekendt ‘Imitatio Christi’ der har haft en større etisk indflydelse igennem Kirkens historie. I denne faldt jeg netop over dette citat:

“For God weigheth more with how much love a man worketh, than how much he doeth. He doeth much that loveth much. He doeth much, that doeth a thing well. He doeth well that rather serveth the community than his own will.” Thomas À Kempis

På mit arbejde med mennesker med forskellige handicap, oplever jeg mere og mere hvordan vores velfærdssamfunds ellers så gode gerninger overfor de mindste i samfundet, medføre en umenneskeliggørelse og institutionalisering, der degraderer mennesker til numre og journaler, istedet for kød, sjæl og ånd.

I forvejen kan jeg falde ned af stolen over hvor mange midler vi bruger, og har derfor svært ved at forestille mig omfanget af den hjælp der i realiteten er brug for, hvis vi altså skal bibeholde med-menneskeligheden i velfærdssamfundet. Men måske er svaret og løsningen ikke flere hænder og mere i løn, men snarere at kilden for den nænsomhed og kærligheden der opstår som resultat af løn udbetalingerne re-justeres til dets egentlig ophav – Gud.

Kirkens rige tradition for diakoni, hospitaler, hospice og lignende selvopofrende tjenester, stammer fra munkenes og nonnernes klostre, hvor efterfølgelsen af Jesus, tidebønnen og næstekærligheden blev holdt højt. Og det er som om at uden dette Guds perspektiv bliver diakonien bleg, og forbliver kun et job istedet for en hellig livsstil.

Tags: discipelskab, etik, SALT, Thomas À Kempis