Dette indlæg rummer en refleksion over lignelsen om den barmhjertige samaritaner, i mødet med labyrinten uden centrum i Valbyparken.
Efter en hed cykeltur til Valby, satte jeg mig på en bænk i skyggen, med mit Nye Testamente i hånden.
Jeg læste lignelsen om den barmhjertige samaritaner, bad og påbegyndte derefter min vandring nærmere centrum af labyrinten. Undervejs skulede jeg mod midten af labyrinten, og holdt mit mål for øje.
Men efterhånden som jeg vandrede gik det op for mig, at labyrinten ikke havde et centrum – præcis ligesom vi ikke høre om hvor den barmhjertige samaritaner er på vej hen. Destinationen findes ikke i lignelsen.
Da jeg nærmede mig afslutningen af labyrinten, gik det pludselig op for mig at udmundingen af labyrinten var placeret samme sted som indgangen. Indgangen var da centrum i Vejen.
Det gik da op for mig at mit sigte, som led i denne af Jesu fortællinger, ikke er at kende destinationen på forhånd, men derimod lade Ham være mit kompas, og hvile i at Han kender vejen. Ydermere gik det op for mig at Hans fokus – i modsætning til mit – ikke ligger på min menneskelige destination, men snarere på min vandring, og dennes potentiale for Gudsriget. Med andre ord; et fokus på mit liv her og nu, hvor barmhjertigheden kan udfolde sig.
På cykelturen hjem erkendte jeg, at mit næste skridt må blive at slippe kontrollen over mit liv, og lade Jesus være min rejseguide. Min næste vandring vil derfor gå omkring beretningen om Jesus i mødet med den rige unge mand.
Tags: ecclesia 2.0, labyrint, lignelse, valbyparken
