Skildpadder på rejse

Dette billede er en illustration og en påmindelse til mig selv, om et profetisk billede Anton modtog i efteråret 2008. Billedet beskrev en forestående udvikling og kommende omstændigheder.

Billedet viste en tryg strand hvor skildpadde-unger blev klækket, og efterfølgende i al hast løb ud mod havet, så de kunne vokse op og blive til endnu flere. På sprint-turen i mellem reden og bølgerne er skildpadderne dog meget udsatte, idet krybdyr og fugle går på rov efter dem, hvilket er en parallel til de udfordringer der er forbundet med vækst i Gudsriget. På samme måde er det vigtigt for skildpadderne at flytte sig på trods af den umiddelbare fare, for gør de intet, får de ingen føde, bliver spist og racen vil uddø.

Det virker måske fjollet, at snakke om sit liv i billeder – ligesom jeg har gjort det førhen – men for mig betyder dette billede, at min Gud har set mig og min menighed. Det er bekræftelse af hans nærvær, at han har omsorg for os som fællesskab, og samtidig ønsker han at vi flytter os fremad.

Tak Gud! For du har ikke vendt os ryggen, men søger fortsat fællesskab med os!

Taknemmelighed

Dette indlæg er egentlig sakset fra kbhfri.dk, men det blev resultatet af mine overvejelser omkring taknemmelighed…

Den 21.december – altså lige inden juleaften – fejrede vi fjerde søndag i advent i Københavns Frimenighed, hvor jeg fortalte om taknemmelighed; om at sige tak for det man har, istedet for at længes efter ting man ikke har eller omstændigheder man ikke er i.

Jeg oplevede at Gud lagde mig dette emne på hjertet, og blev selv meget udfordret! For taknemmelighed er noget man lever med i det lange løb og viser i sin hverdag, samtidig med at det vedrører både sig selv og mennesker omkring én. Du kan lytte til prædikenen herunder (eller downloade den her):

Som oftest når jeg taler i Krudttønden kigger mine forældre forbi, men det gjorde de ikke denne søndag. Til gengæld skulle man tro at de havde været der, for da vores juleaften oprandt, trak min mor en stor aflang oblat (det hvide nadverbrød i folkekirken) og delte den imellem os. Dette stykke af oblaten skulle vi hver især så dele yderligere, og selv give et stykke til hvert medlem af familien, mens vi sagde dem tak og fortalte hvad de betyder for os.