I onsdags mødtes jeg med Christoffer, og da vi i løbet af formiddagen bad sammen, fik han dette billede.
Det var en surfer der red på en vild bølge.
Bølgen var et billede på Guds omfavnelse og nærvær. Det var også en illustration af, at måden man kommer fremad er ved at ridde på denne bølge. En bølge man ikke har kontrol over, men blot skal følge… Yir!!
Det er tirsdag og jeg sidder træt i lyn-toget på vej hjem, efter to begivenhedsrige dage på KFS’s påskelejr i Vejle. Her havde jeg den ære, at stå for et af de mange seminarer, som deltagerne kunne vælge imellem, hvilket betød at jeg kun skulle stå for to undervisninger. Resten af tiden havde jeg derfor fri tid til at snakke, bede og opmuntre mennesker – og mennesker var der helt bestemt nok af! Jeg har ikke et endeligt tal, men der var vel samlet godt 650 unge fra landets mange KFS-grupper, hvilket er lige over det sædvanlige. ”Wow!” fristes man bare til at sige.
Efter blot to dage, på den fem dage lange lejr, er jeg fuldstændig smadret, og mit introverte gen jubler over, at der findes en asocial hvile-kupé i vores smarte DSB-toge – og tænk endda to pladser for mig selv!
Mandag aften deltog jeg ved et vidnemøde, fordi jeg havde brug for at høre nogle historier om hvordan Guds rige breder sig, og bryder frem rundt omkring. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, men efter at have ventet på værten i al stilhed, blev vi opmuntret til at lytte ind til Gud efter profetiske ord. Noget i mig jublede over initiativet, og noget andet i mig frygtede denne udfordring.
Under min bøn kunne jeg dog mærke Guds nærvær, og et billede tonede langsomt frem for mig. Det var hjørnet af et murstenshus, hvor mørtelen imellem stenene lå få millimeter længere inde end selve stenene. Derefter begyndte der fra husets hjørne, at brede sig et nyt lag mørtel, der kom til at ligge ovenpå den gamle, således at huset i sin helhed fik en ny facade.
Ingenting fattede jeg, og tænkte at det nok bare var min fantasi, men alligevel spurgte jeg Gud om dette billede var til nogen. Det var det ikke specifikt, og jeg spurgte derfor om at få en tolkning, for jeg havde ikke lyst til at fremstå som en total tåbe. Da kom jeg i tanke om, at Jesus omtaler sig selv som hovedhjørnestenen, og at Paulus bruger en bygning som en illustration for den kristne kirke. I lyset af dette tror jeg, at Gud ønsker at forny sin eksisterende kirke. Kirken står der allerede, ligesom stenene på huset er de samme, men helhedens fornyelse sker ved at mørtlen, forbindelsen og relationerne imellem de enkelte sten bliver bedre.
Når jeg tænker over det handlede mange af de samtaler jeg endte i igennem påskelejren, om den svage relation mellem forskellige generationer i flere kirker og kirkelige foreninger, og om den gradvist voksende relation mellem kirkesamfundene.
Min afrunding med dette indlæg ender derfor med en opmuntring til at styrke relationerne på tværs af… samtlige skel!
Guds fred
Christian Laugesen
